 |
Det er nøjagtigt det samme billede, der tegner sig hvert efterår!
Morgenen efter en tårevædet afskeds-weekend midtvejs i oktober slår den for alvor til depressionen. Efter at have taget tilløb fredag, lørdag og søndag. Så når Liselotte Hansen op ad formiddagen i uge 43 vågner hjemme i Odense, er det kun med opbydelse af al sin viljestyrke, at hun orker at slå øjenene op.
Ganske anderledes derimod i det tidlige forår, hvor den 47-årige førtidspensionist ustandseligt skæver til kalenderen for at se, om det dog ikke snart er påske. Om det dog ikke snart atter begynder at lysne, så de første, spæde solstrejf kan tænkes at finde vej ind i det dybe sortsind, der år ud og år ind gør vinterhalvåret til en så bundløs sump af triste tanker, havde det ikke været for lastvognschaufføren René - Liselottes mand og urokkelige støttepille gennem de seneste 13 år - ville hun formentlig som en anden syvsover have trukket dynen op over næsen og nægtet at stå op, før palmesøndag kan skimtes i horisonten.
Her kan parret langt om længe ryste storbystøvet af sig, køre campingsvognen på plads, slå forteltet op og snuppe årets første nattesøvn på TopCamp Bøjden. - den idylliske campingplads direkte ud til det blanke Fyns hav, som seerne kender så godt fra TV 2-serien "Campisterne", og som de seneste fem år har været Liselottes jordiske paradis. Og snart sagt det eneste sted, hun kan trække vejret frit. Ikke fordi den nærmest livslange nedtur sådan uden videre fordamper op i den blå luft. Den stikker fortsat sit grimme fjæs frem nu og da. Dog heldigvis langt sjældnere. Men det kan ske, har nabocampisterne vænnet sig til.
- Pludselig kan det slå mig, at jeg er en fiasko. En dårlig kone, en dårlig mor, en dårlig mormor.
Jeg er ikke engang fyldt 50 og alligevel så drænet for energi, at jeg end ikke kan tage mig sammen at ringe til min mor. Men ingen her på pladsen lader sig mærke med noget. De ved, hvordan landet ligger, og at jeg kan have en dårlig dag. Sådan er det bare!
Mindre nervemedicin
Selvfølgelig ville Liselotte helst bo her hver evig eneste dag sommeren gennem. Men René skal jo passe sit arbejde. Så tit må hun nøjes med en forlænget weekend - fra fredag aften til tidligt mandag morgen. - Men bare det at jeg ved at, vi sidst på ugen skal herned igen, gør mig rolig. Selv om der da er dage, hvor jeg bare tuller rundt i nattøj. Og ofte ude af stand til at lave mad, at vi nok er det lokale pizzarias bedste kunde, fortæller Liselotte, der i de lyse sommermåneder gudskelov kan drosle ned på den nerve medicin, hun er fuldstændig afhængig af resten af året. - Det er klart, at det går mig på. For der må jo være noget rivende galt, når Liselotte er nødt til at tage piller for overhovedet at kunne holde ud at være hjemme hos os selv, medgiver René, der nyder at se sin kone helt glemme de tonstunge tanker, der normalt river og slider i hende.
- Jamen, det er jo ikke svært at slappe af her i Bøjden. Det er, som om at alle mine problemer slet ikke hører hjemme her. Her taler ingen konstant om sygdom og penge. Ingen, der med let bebrejdelse i stemmen spørger, hvorfor i alverden en kvinde i sin bedste alder allerede er pensionist? Og heller ingen telefoner, der kimer uafbrudt, siger Liselotte og indrømmer med et grin, at det sidste måske har den naturlige forklaring, at hun med fuldtoverlæg har udsøgt sig et teleselskab, hvis dækning i netop i dette område ikke er den allerbedste.
18-årig tvillingemor
Sandsynligvis er det netop det, der gør denne ellers evigt urolige sjæl i stand til over et par dåser Pepsi-Cola afslappet og stilfærdige at redegøre for den labyrint af vildveje, der til sidst skulle slå hende helt ud af kurs. Uden fjerneste forsøg på at pynte på sir eget generalieblad og kaste skylden på andre. Hun vedgår sin halvdel af ansvaret for, at hun allerede som 18-årig blev mor til tvillinger. Men at hendes 19-årige kæreste tog sit eget liv inden fødslen, kan vel lastes Liselotte. Heller ikke, at "svigerforældrene" - begge Jehovas Vidner - ikke siden så til hverken hende eller børnenes side.
- Jeg var ikke voksen nok til at tage vare på to énæggede småpiger. Og mine fire søskende havde rigeligt at se til. Så min mormor, som jeg dengang boede lige ved siden af, tog sig så til at begynde med den ene af tvillingerne, mens jeg selv forsøgte at klare mig med den anden. Men selvfølgelig endte det med, at de begge voksede op hos min mormor, der til sidst fik plejetilladelsen til pigerne, som i dag er 30 år, beretter Liselotte, der aldrig fik det samme, tætte forhold til de to børn, som fik med de øvrige fire - heraf endnu et sæt tvillinger. - Mormor var ikke meget for, at jeg skulle se dem hver 14. dag. Og til sidst opgav jeg at slås for min ret.
Der kom også et par andre mænd ind i billedet. Mænd hun fik sine øvrige fire børn med, men senere skiltes fra. Uden dog at have været gift med nogen af dem. Kun hun og René har papir på hinanden. - Vi skal snart giftes igen. Håber jeg. Første gang var på rådhuset. Men man er ikke rigtigt gift, hvis man ikke har sagt ja foran alteret, kommer det usædvanligt stille fra Liselotte, mens hun ser forsigtigt op på sin mand. Og man behøver ikke være spåmand for at tolke Renés glade smil som et løfte om et snarligt kirkebryllup.
Ulykkerne stod i kø
Fru Hansen glæder sig uskrømtet. Hun vil jo gerne slå en streg over den fortid, hvor ulykkerne stod i kø. Det forfærdelige år, hvor hendes mor mistede de fleste af sine søskende. Eller faderens tragiske død for tre år siden. Af medicinforgiftning. - Ved en fejltagelse, tror jeg.
Men jeg har aldrig fået talt ud med nogen om det. Som så meget andet i mit liv. Derfor kører det hele tiden rundt oppe i hovedet, siger Liselotte, der også er trist til mode over, at hun næppe på ny vil finde sig et arbejde.
- Som ung stod jeg i bagerforretning. Siden syede jeg Kansas-bukser og arbejdede i havnen. Men det er omsonst at tænke på. Skulle nogen endelig tilbyde mig et job, er ryggen så nedslidt, at den ikke kan holde til det, siger Liselotte, der også drømmer om at slippe væk fra det nedslidte og misligholdte hus, der er deres vinterkvarter i Odense midtby.
- Engang jeg lagt lidt penge til side. Men da motoren i bilen røg sig en tur, kunne jeg begynde forfra, siger Liselotte, der måtte bruge alle sine overtalelsesevner for at få René med på idéen om en campingvogn. - Til for fem år siden havde vi aldrig holdt ferie. René havde ikke tid. Eller ville hellere ud at sejle. Men så slog jeg i bordet, ler Liselotte, der vil prøve at skrue ned for depressionen, når TopCamp lukker. Og i stedet bruge vinteren på at glæde sig til palmesøndag.
 |
Indtil for fem år siden var både Renés helt store lidenskab. Nu har han slået to fluer med ét smæk og har i TopCamps havn båden "Lillemus2" liggende. Erhvervet billigt og istandsat med så næn hånd, at også Liselotte er til at lokke om bord.
|
 |
- Ku' vi dog bare bo her på campingpladsen hele året, sukker ægteparret, der gruer for efteråret, når de atter vender tilbage til - og ikke hjem til - Odense. - For hjem - det er her i Bøjden, er de enige om.
Artikel og fotos fra Familie Journalen Nr. 29 - 16. juli 2012
|
